Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Havemagasinet: Den vilde have

Denne gang ser Havemagasinet nærmere på den vilde og levende have.

I den vilde have er der både plads til dyr og mennesker. Men det er langt fra en have, hvor man blot lader stå til og lader naturen overtage. Det handler om at give noget tilbage til naturen ved at skabe levesteder for bier, sommerfugle, biller, pindsvin, skrubtudser og fugle og sørge for at de kan finde føde. Men også at skabe forhold, som gør at sjældne planter og svampe får rette betingelser til at trives, så der helt generelt kommer en større mangfoldighed af liv.

Se med, når Havemagasinet er på besøg i en vild have.


Få inspiration til en vild have
En af de store glæder ved at lukke naturen inden for havelågen er, at man på tætteste hold kan opleve naturens processer – og se, hvad der dukker op af planter og dyr, når man skaber de rette betingelser. Det behøver ikke at betyde, at hele haven skal omlægges til natur. Små tiltag kan gøre en stor forskel, og selv et mindre hjørne af haven, der holdes som vild have, kan skabe levesteder for mange forskellige insekter, dyr og vilde planter. Her er nogle ideer til, hvordan haven kan gøres mere vild og fyldt med liv.

Vand giver liv
Havedam 800x450
Har man mulighed for at anlægge en havedam, vil man hurtigt se, at det tiltrækker masser af liv. Både insekter og dyr har behov for vand, og frøer og salamandere lægger æg i vandet. Men det er vigtigt, at der ikke er fisk, for de vil æde æggene og desuden tilføre næring til vandet, som giver grobund for alger. Har man ikke plads til en havedam, kan en nedgravet murerbalje med sten og vandplanter også gøre det. Alternativt kan et fuglebad sørge for, at der er vand til fugle og insekter.    

Lad havens affald blive i haven  
En brændestak, der får lov at ligge, eller en stor træstamme kan være levested for biller, tusindben, bænkebidere og med tiden vil svampe og andre mikroorganismer langsomt sørge for at omsætte træet. Grenaffald kan bruges til at lave et kvashegn, eller man kan blot lave en bunke i haven. Her vil både småfugle og insekter søge ly og samtidig er det en jagtmark for andre dyr. Desuden vil man give pindsvinet et sted, hvor det kan krybe i vinterhi. Havemagasinet Den vilde have_kvashegn_800x450

Plant insektvenlige planter
Blomster er en vigtig del af enhver have, men i den vilde have spiller de en særlig vigtig rolle. Det er her bier og andre insekter finder nektar og pollen. Ved at have mange forskellige blomsterplanter i haven, tiltrækker man mange forskellige insekter, og man skal tænke over, at der skal være blomster i haven fra tidligt forår til sent efterår, som er her insekterne er aktive. Blomsterne skal være åbne (dvs. ikke fyldte) så insekterne har nem adgang til pollen og nektar. Heldigvis har vi også stor glæde af de flittige insekter. Når de flyver rundt og samler pollen og nektar bestøver de samtidig vores planter, så vi senere på sæsonen kan høste lækre kirsebær, blommer, æbler og pærer.
sommerfugl i_blomst_800x450Tidsel med_bi_800x450 

Ukrudt eller bare vilde planter?
Larve paa_braendenaelde_800x450I en vild have skal der være plads til vilde planter. Mange af vores insekter og dyr lever af de planter, der vokser i vores natur. Det er planter vi som haveejere ofte vil kalde ukrudt, men det er det ikke i en vild have. Planter som mælkebøtter, kløver, vild gulerod og tidsler er vigtige fødekilder for insekterne ude i naturen, og det vil de også være inde i haven. Men det er alligevel ikke alle vilde planter, der er lige velkommen i vores haver, nogle er vi helst fri for, fx de invasive arter, mens andre må holdes i ave, så de ikke overtager hele haven. Sådan forholder det sig bl.a. med brændenælder og skvalderkål. Brændenælder er en vigtig plante for sommerfuglelarver, og skvalderkål – der får lov at gå i blomst, tiltrækker mange insekter, men de skal styres, så de kun får lov at brede sig i afgrænsede hjørner.

Et slaraffenland for fugle
At have mange fugle i haven er både hyggeligt og nyttigt. Om vinteren er fuglene noget nær det eneste liv, man rigtig kan følge ude i haven, men fuglene hjælper også til at holde mængden af skadedyr nede. De spiser store mængder af bl.a. møl, stankelben og larver.
Hvis man gerne vil tiltrække fugle til haven, kan man opsætte fuglekasser, men det er også vigtigt at plante buske, som kan blive til tæt krat. Her kan små fugle søge ly og bygge rede. Plant også gerne stedsegrønne buske og træer – og planter med frugt som fx tjørn, røn og hyld som fuglene nyder at kaste sig over.

Fugle 800x450    
 
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.