En ny teatersæson er i fuld gang, og dk4 er klar til en endnu omgang ”Teatermagasinet” med Henrik Lyding ved roret.
Masser af forestillinger har allerede haft premiere – endnu flere vil følge. Hvad skal vi glæde os til, hvad virker lidt uinteressant – er der for mange musicals eller for få? Hvordan har den nye danske dramatik det og hvad synes vi om landsdelsscenerne og Det Kgl. Teaters repertoire? Er de mon pengene værd i den nye sæson? Hør Informations teateranmelder, Anne Middelboes bud på den kommende sæsons højdepunkter, når hun er gæst i ”Teatermagasinet”.
Inden da er der anmeldelser og klip fra tre af sæsonens nye forestillinger: dramaet ”Onde ånder” på Det Kgl. Teater, mammutforestillingen ”Peer Gynt” på Odense Teater og Det Ny Teaters musical ”Crazy for You”.
Til sidst i programmet er der er også korte anmeldelser af Nørrebro Teaters Københavner-forestilling, af Aalborg Teaters farce ”Den spanske flue” og af Århus Teaters Moliere-komedie ”Den Gerrige”.