To personligheder, der begge har sat deres aftryk på det kulturelle Danmark. Begge fødselarer. Mød dem på dagen, hvor de tilsammen fylder 180 år.
Journalist, forfatter og manuskriptforfatter Lise Nørgaard fylder 100 år. De fleste i Danmark kender Lise Nørgaard som ophavskvinden til ”Matador”. Men de færreste har kendskab til Lise Nørgaards store kærlighed til Hamborg, til tysk musik, litteratur og kunst – til hendes beundring for kansler Angela Merkel og for tyskernes evne til at overkomme selv de største udfordringer.
Dagens Hamborg giver afsæt for Lise Nørgaards fortællinger fra før, under og efter 2. Verdenskrig. Anekdoter fra en by, der har rejst sig fra asken, og som i dag er blevet til en velbesøgt kulturby.
”Kvik det er en tysker”: Lise Nørgaard i Hamborg” - dk4 den 14. juni, kl. 18.10.
Som en kat, er digter, filmmand og cykelkommentator Jørgen Leth helt sin egen! dk4 fejrer at Jørgen Leth fylder 80 år med genudsendelse af "Lyrikporten: Jørgen Leth” og ”Jørgen Leth - mine helte”.
I ”Lyrikporten” er rummet helt hvidt. Digteren er alene med sin tekst og med spørgsmålene: Hvorfor skriver du digte? Hvordan kom du i gang med at skrive? Hvad inspirerer dig til at skrive?
”Jørgen Leth - mine helte” er en åbenhjertig portrætsamtale med journalisten Ib Søby. Samtalen tager udgangspunkt i Jørgen Leths bog ”Mine Helte”, som beskriver et udvalg af musikere, filmfolk, scenekunstnere, cykelryttere og personlige venner, som gennem deres virke, har haft indflydelse på det, som Jørgen Leth selv benævner som livets rejse.
”Lyrikporten” - dk4 den 14. juni, kl. 17.50.
”Jørgen Leth - mine helte” - dk4 den 14. juni, kl. 19:15