Lørdagen i den årlige All Star weekend er præget af individuelle konkurrencer. Først kan man se "Skills Challenge" hvor en række spillere skal gennem poster på basketballbanen.
Her bliver skud, driblinger, afleveringer og fart sat på prøve, og den der fuldfører banen på kortest tid vinder denne konkurrence.
Efter "Skills Challenge" følger trepointskonkurrencen, i hvilken seks udvalgte spillere fra ligaen dyster i skud fra bag trepointslinjen. Der er fem poster bag linjen, med fem bolde hver sted. Den sidste bold ved hver station er en såkaldt "moneyball" og giver 2 point, i stedet for det sædvanlige 1 point. Hver spiller har ét minut til at få skudt boldene afsted. De tre spillere der får flest skud i, går videre til finalerunden, hvor man skal gennem endnu en omgang. Spilleren med flest point i finalerunden vinder trepointskonkurrencen.
Årets deltagere ved trepointskonkurrencen er udover den forsvarende mester James Jones (Miami Heat), Joe Johnson (Atlanta Hawks), Kevin Love (Minnesota Timberwolves), Ryan Anderson (Orlando Magic), Anthony Morrow (New Jersey Nets) og Mario Chalmers (Miami Heat).
Som dessert på lørdagens show følger Slam Dunk konkurrencen. Til denne konkurrence dyster fire spillere om at lave de bedste, flotteste, vildeste og mest spektakulære dunks. Hver spiller får tre dunks og til dette års konkurrence bliver vinderen kåret udelukkende fra fanstemmer.
Deltagerne ved dette års Slam Dunk konkurrence er Derrick Williams (Minnesota Timberwolves), Paul George (Indiana Pacers), Iman Shumpert (New York Knicks) og Chase Budinger (Houston Rockets).
Sidste år vandt Blake Griffin ved at hoppe over en bil, så der bliver med garanti noget at kigge på ved lørdagens event.
Kampen sendes natten til søndag kl. 02.30